Der er en ny udgave af ordbogen til dansk stavekontrol på vej. Planen er at få den nye udgave med i LO 7.4, som frigives efter sommerferien. Men ordbogen kan hentes og afprøves allerede nu på: https://stavekontrolden.dk/?dictionaries=1
Vi håber, at nogen vil hjælpe med at afprøve den og give besked om eventuelle fejl eller uhensigtsmæssigheder, så vi kan få det rettet. Skulle man ønske sig standard-ordbogen tilbage, så kan den installerede udvidelse altid fjernes fra LibreOffice under Funktioner > Udvidelsesadministration...: Vælg den danske ordbog og klik "Fjern". Den udgave som følger med LibreOffice kan ikke fjernes, så der er ingen risiko for helt at fjerne den danske stavekontrol(d).
Siden sidste officielle udgave af ordbogen fra januar 2021 er der tilføjet tusindvis af nye ord:
• Masser af ord fra de lister over nye ord i Den Danske Ordbog, som de offentliggør et par gange om året på https://ordnet.dk/ddo/nyeste-ord-i-ddo
• Politikere, statsoverhoveder, sportsfolk m.v. nævnt i avisen (alle danske folketings- og regionspolitikere burde være lagt ind).
• Udenlandske by- og stednavne, som næves i pressen, f.eks. nye stavemåder som Kyiv (danske stednavne har allerede længe været rigtig godt repræsenteret).
• Fremmedord m.v., som jeg falder over
• For- og efternavne som bæres af mindst 150 personer burde nu være lagt ind
• Mytologiske navne - den græske og nordiske mytologi er efterhånden være godt repræsenteret
Desuden er tilføjet "fugeelement" for titusindvis af ord, især navneord/substantiver, sådan at de kan indgå i sammensatte ord. På dansk kan vi jo lave vældig mange sammensatte ord, for mange til at nogen ordbog indeholder alle mulighederne. Og nogle gange skal ordne bare sættes sammen (musikinstrument), andre gange skal der tilføjes et bogstav (oplevelsesøkonomi, hvor "s" er fugeelementet), andre gange igen ændres et bogstav (arbejdsmarked, "e" er fjernet fra arbejde og erstattet med s).
Ordsammensætninger udgør dog også en risiko for at fejlstavninger overses. F.eks. staves sygeplejerske med "r", men jeg opdagede for nylig, at den fejlagtige stavemåde "sygeplejeske" blev accepteret - fordi det stavekontrollen opfattede det som sammensætningen sygepleje-ske (en ske til sygepleje?). Det er løst ved specifikt at blokere for ordet "sygeplejeske". Hvis nogen opdager andre tilfælde, så giv lyd.
Hvis der er ord som mangler i ordbogen, så sig til. Eller opret selv en bruger på www.stavekontrolden.dk under "Bidrag" og bidrag med flere ord. (Husk at oprette et brugernavn som ikke er email-adressen, da brugernavnet registreres i tabellerne når ordet lægges ind.)
Med venlig hilsen
Lars